Sådan ser bilen ud efter jeg har pillet lidt ved den.
Indtil videre har jeg lavet følgende ting ved den: hjemmelavede øjenskygger, hækspoiler, tonede ruder, 18" fælge, sænkning og stereoanlæg med forstærker og subwoofer.
.
Sådan så bilen ud inden jeg peppede den lidt op.
Kedelige fælge og fuldstændig standart.
Bilen er fra 2005, 2,0 Liters benzin Hestekræfter: 150 HK / 196 nm, 0-100 på 9,4 sek, 210 km/t på toppen.
Af udstyr kan nævnes: Bi-zone klimaanlæg, Automatisk nedblændeligt bakspejl, Variabel varme i sæder, Kørecomputer, Cruise control, Centrallås, Elruder hele vejen rundt, Regnsensor og Elektrisk sammenfoldelige elspejle, med varme
lyddæmpning af døre:
Startede med at splitte dørene fuldstændig ad for at lyddæmpe dem efter alle kunstens regler.
Den udvendige del af døren blev ca 60% dækket af 4 mm asfaltplader og til sidst blev der monteret nogle skumplader ud for højttalerne.
Derefter blev den indvendigt del af selve døren også beklædt med asfaltplade, alle hullerne ind til døren blev også lukket af.
Nu var turen kommet til selve dørbeklædningerne, den originale dæmpemåtte blev flået af, asfaldplader blev klistret på.
Nyt dæmpefilt blev limet på dørbeklædningen med kontaktlim. Alle 4 døre blev lyddæmpet på denne måde, vi endte med at bruge 3 pakker asfaltplade i det hele, altså 12 plader i det hele kun til dørene. Ret meget bedre dæmpning eksisterer vist ikke
Højttalere i døre:
En færdiglavet adaptor ramme til de nye højttalere blev monteret med silikone og skruer og blev efterfølgende også dæmpet med asfaltplade
Hvorefter blev mine nye Rainbow CS265.25 Germanium 6,5" enheder monteret, de fik også en gang "ekspansionstape" så de slutter helt tæt op mod dørbeklædningen.
Højttalere i A-stolper:
Det gamle hul fra den tidligere montering af diskanten blev blændet af med aluminiumsnet, og et nyt hul lidt højere oppe blev lavet.
A-stolpen er monteret i bilen igen, og holderen til diskanten er blevet sat fast med et par klatter varmelim i den ønskede vinkel.
Derefter bliver der monteret aluminiumsnet ved hjælp af varmelim hele vejen rundt.
Og så er det ellers i gang med en gang elastic plastic padding spartelmasse.
Inden spartelmassen hærder op, bliver det hele monteret i bilen igen, for at være sikker på at A-stolpe beklædningen har den rigtige facon mens spartelmassen hærder.
Aller sidste gang spartling.
Så er de endelig færdig spartlet og slebet.
Så er det ellers i gang med kontaktlimen på både A-stolperne og vinylen.
Så er de betrukket med vinyl, og diskanterne er monteret.
Monteret i bilen igen.
Dette er en bedre placering end de originale diskanter, da afstanden fra ens ører til diskanterne bliver stort set den samme som afstanden til mellembasserne, og minimerer dermed behov for tidskompensering.
Et close up.
Montering af forstærker:
Da den originale radio/CD i bilen ikke er født med linieudgang, monterede vi en Audison SLI2. Den laver højttalersignalet om til et liliesignal og genererer et remotesignal til forstærkeren
Derefter blev delefilttrene proppet ind bag ved handskerummet, så de er lette at få ud igen ved en eventuelt justering.
Derefter blev der monteret en 4 kanals MDS GP4 forstærker under passagersædet. Placeringen under sædet har en række fordele, tager ikke plads i bagagerummet, kortere strøm- signal og højttalerkabler
Under førersædet blev endnu en MDS GP4 forstærker monteret.
Begge forstærkerne er på 4 x 70 watt hver. Diskanterne og mellembasserne hvor hver deres egen forstærkerkanaler, og subben har 4 forstærkerkanaler der er brokoblet til 2 x 210 watt.
Da der fra fabrikkens side sidder en føler til ESPen, blev forstærkeren nødt til at blive monteret på den anden led.
En audison Connection kondensator på 0,8 farad kunne der også lige blive plads til
Når førersædet er kørt helt frem kan man let komme til alle justeringer på forstærkeren.
For at bagsæde passageren ikke skal komme til at sparke til forstærkeren med fødderne, blev der bukket en afskærmning i sort ABS-plast og sat fast oven på forstærkeren med velcro tape, så er den let at få af igen ved en eventuel justering.
Ny dobbelt DIN radio:
Sådan ser den originale radio i bilen ud.
Efter noget tid endte jeg med at blive træt af den, og der skulle noget mere spændende i.
Hos Toyota blev bestilt en ny fascia adaptor ramme hjem, så man kan montere en anden dobbelt DIN radio i stedet for den originale. Adaptor rammen har følgende bestillingsnummer hos Toyota: 55405-05160.
Adaptor rammen overholder desværre ikke målene for en dobbelt DIN radio, da Toyota laver den så den passer til en original Toyota navigationssystem. Toyota er dog også leveringsdygtige i nogle afdækningsstrimler til siderne, men det bliver det desværre ikke meget pænere af.
På billedet ses det hvor meget luft der er rundt om fronten til den nye radio, planen er at dette mellemrum skal spartles op så det kommer til at passe perfekt til den nye radio.
Dette er den originale pynteramme til den nye radio.
En MDF plade bliver skåret ud så den har præcis samme størrelse som hullet i pynterammen.
For at spartelmassen kan få rigtig godt fat i adaptorrammen og ikke knække af, er den blevet slebet med groft sandpapir, boret en masse hullet, og skruer er skruet i den.
Derefter blev MDF pladens kanter gnubbet med stearin så spartelmassen kan slippe igen, lagt præcis i midten og spartelmasse mast ned i mellemrummene.
Her er pladen hevet ud igen efter endt hærdning.
Efter utallige timers yderligere spartel og slibe arbejde, ser resultatet sådan her ud.
Så en gang sprøjtespartel.
Og resultatet ser efterhånden fornuftigt ud.
Derefter er rammen blevet malet i bilens originale farve.
.
Bilens originale radio er afmonteret.
Originale beslag skruet af siderne.
Radioen og airconditions modulet skilt fra hinanden.
Den nye adaptor ramme sat sammen med airconditions modulet.
Og på med beslagene igen.
I med den nye radio, der skulle dog bores nye huller til skruerne, da de originale ikke passede. Endvidere sad der nogle tapper indvendigt i beslagene der skulle slibes væk med en vinkelsliber.
Her er en rat fjernbetjenings adaptor, der gør at man stadig kan betjene radioen via den originale fjernbetjening i rattet
Endvidere er det en adaptor mellem ISO stikket på radioen og Toyotas eget type stik.
Så er den monteret i bilen.
Radioen er en JVC KW-AVX810 Dobbelt DIN med 7" touch skærm med USB og Ipod indgang, DVD afspiller osv.
Planen er at når der er gået en måneds tid, og spartelmassen har fået lov at arbejde lidt, og måske er sunket, skal det afmonteres igen, slibes ned og males af en professionel maler.
Sammen med rammen, skal airconditions modulet, askebægeret og det rundt om gearstangen også males i bilens originale farve, så det ikke har flere forskellige farver, så ender det forhåbentlig med at se helt originalt ud.
Kontrolpanel i askebæger:
Da jeg ønskede at kunne styre forskellige ting ved anlægget måtte askebægeret ofres til et kontrolpanel.
Det er lavet af en 10 mm MDF plade, hvor der er skåret ud til knapper og efterfølgende malet.
Kontrolpanelet indeholder et digital LCD voltmeter, en sub volume regulering og 5 knapper. Den første knap styrer om anlægget skal tænde sammen med tændingen på bilen, være permanent tændt eller permanent slukket. Nummer to har samme funktion, bare til voltmeteret i stedet. Nummer 3 og 4 kan slukke hver sin forstærker. Den sidste knap styrer om kørelyset på bilen skal aktivere det almindelige nærlys, eller om man i stedet skal bruge tågelygterne, hvor der er reguleret 20 % ned for effekten for at give længere levetid på pærene.
For at man også skal kunne se det i mørke, blev der monteret 3 lysdioder i samme farve som resten af belysningen i bilen.
Originalt er askebægeret lavet så når man trykker på askebægeret, er der en dæmper der sørger for at askebægeret langsomt vipper frem, hvilket også giver en fed effekt her.
Så er det monteret i bilen igen.
Alle ledningsforbindelserne blev lavet med et 15 polet Sub-D stik, så det er let at skille ad, hvor man skal rode med noget.
Og når det er lukket, ser det helt originalt ud.
Midterarmlæn i bagsæde:
Planen er at jeg i fremtiden skal have 2 Rainbow Amboss 10" enheder som sub.
Subben skal laves så den spiller ind igennem midterarmlænet, så den ikke bliver dæmpet unødvendigt af at skulle spille igennem bagsædet,
og så jeg slipper for at klaske hele bagagerummet og bagklappen ind i asfaltplade ofr at dæmpe vibrationer i bagagerummet fra subben.
Det eneste problem ved denne løsning er dog at der ingen skilem er bag ved midterarmlænet, der er nemlig solid metal inde bag ved.
Et styks bagsæde skilt helt ad.
Efter en tur med en vinkelsliber.
Så blev der svejset nogle rør i som forstærkning for at kompensere for det jeg havde svækket den.
De skarpe kanter på metallet bliver betrukket med filt for at undgå at de skærer sig igennem stoffet. Endvidere bliver der monteret lidt asfaltplade som lyddæmpning.
Så er der ståret ud i skummet til rørene og svigermor har været i gang med symaskinen for at sy betrækket om.
Delvist monteret igen.
"Stofflapperne" limes fast på bagsiden, og en gang velcrotape sørger for at bagbeklædningen ikke sidder og slasker.
Så blev der skåret hul i bagbeklædningen.
Efter en del timers arbejde er sædet monteret igen
Og set inde fra kabinen, hvis man ikke vidste bedre, ville man tro bilen var født sådan her.
Nu mangler der bare en subwoofer.
Subwoofer:
Da hullet bag midterarmlænet nu var blevet lavet, kriblede det lidt i fingrene for at få sub i bilen.
Men da jeg ikke lige havde råd til en ordentlig sub endnu, blev en midlertidig brugt indkøbt.
Det blev en Cerwin Vega 10" i trykkammer, men da enheden var vildt ineffektiv i trykkammer, blev kabinettet bygget om til en båndpas konstruktion, lidt en Storm P konstruktion.
Da porten ikke helt kunne være i kabinettet, kunne det passende stikke lidt igennem hullet ved armlænet
Faktisk imponerende hvor meget bas man kan få ud af en enkelt enhed.
Fremstilling af øjenskygger:
Da man ikke kan købe færdige øjenskygger til sådan en familieslæde, måtte jeg selv igang med glasfiberen.
For at kunne komme til at støbe øjenskygger af glasfiber på forlygterne, skulle hele fronten på bilen afmonteres.
Forlygterne er blevet dækket ind i et tyndt lag malertape. For at glasfiberen ikke hænger fast skal malertapen smøres grundigt ind i formvoks. I teorien skulle det ikke være nødvendigt med malertapen hvis man bare giver den formvoks nok direkte oven på lygten.
Formvoksen kan købes i visse bådcentre hvor de også sælger andre materialer til glasfiberbygning. Jeg havde ikke selv fået fat i noget rigtigt formvoks, så i stedet forsøgte jeg med noget hårvoks, det virkede nogenlunde.
Til øjenskyggerne bruges kun dette ene lag glasfiber måtte som er en 450 grams. Herefter smøres rigelig med polyester blandet med hærder på
Når de er færdighærdet, kan de forsigtigt brækkes af lygterne.
Her er de groft skåret til, så er det ellers igang med polyesterspartlen.
Og mange gange slibning.
Front montereret igen, tjekker lige om de passer på bilen.
Diverse forsøg med gaffatape for at finde den rigtige facon.
Så blev de skåret endelig ud.
En gang sprøjtespartel.
Og maling.
Sådan blev det endelige resultat.
TTE kølergitter og hækspoiler:
Det originale kølergitter afmonteres.
TTE gitteret efter maling og montering af logo og gitter.
Sådan endte det med med at se ud
Huller bores i bagklappen til hækspoileren efter at have sikret mig 5000 gange at det var de rigtige steder.
Så er den skruet fast.
Endelig resultat af hækspoiler
Og fra en anden vinkel.
Montering af sænkningsfjedre:
Der bliver monteret H&R fjedre der sænker 30 mm både foran og bagpå
Det tog ca en dags tid at udføre operationen, og det eneste special værktøj der kræves er nogle fjederklemmer, en kompressor og en luftnøgle er også en fordel, men ikke noget krav.
Inden jeg gik i gang, målte jeg afstanden fra midten af fælgen (navet) op til skærmkanten, for at jeg senere ville kunne måle om bilen blev sænket de 30 mm som forventet. Inden sænkning var der ca 36,8 cm hele vejen rundt
Op på en donkraft med bilen, af med forhjulene.
De forreste hjulophæng er af typen med MacPherson fjederben, som stort set alle biler vist nok kører med. .
Leddet ned til krænkningsstabilisatoren afmonteres. En 6 mm umbraco nøgle forhindrer at kuglen drejer med rundt inden i leddet.
En holder til bremseslangen skrues af selve fjederbenet.
De to meget kraftige bolte der holder fjederbenet og hjulnavet sammen fjernes, forvent at der skal en del kræfter til for at skrue disse møtrikker af, gav dog ingen problemer på min bil.
Skru derefter de tre møtrikker af i toppen af tårnet i motorrummet.
Derefter skulle hele fjederbenet være løst, og være til at lirke helt ud.
Fjern gummiproppen i toppen, løsn møtrikken derunder, men skru den for guds skyld ikke helt af.
Nu skal fjedrene presses sammen, dette kræver nogle fjederklemmer.
Det er en stor fordel at bruge en kompressor og en luftnøgle til dette, men det kan godt lade sig gøre uden.
Når fjedrene er klemt tilpas meget sammen, kan møtrikken under gummiproppen nu skrues helt af.
Sørg for at lægge godt mærke til hvilken rækkefølge tingene sidder i, og i hvilken retning det hele vender, da det skal vende i samme retning igen.
Klem de nye fjedre sammen med fjederklemmerne, monter det hele igen i modsat rækkefølge og fjern til sidst fjederklemmerne igen.
Monter nu fjederbenet igen på samme måde som du skildte det ad.
Donkraft flyttes til bagenden, baghjulet afmonteres.
Baghjuls ophænget er ikke MacPherson, som det ellers har været på mine tidligere Toyotaer, men i stedet noget der hedder Dobbelt wishbone, så fremgangsmåden her er lidt anderledes end foran.
En ledningsholder til en ledning til ABS føleren afmonteres, for at give plads efterfølgende, så ledningen ikke kommer i vejen, når fjederbenet skal ud.
Fjern to holdere til håndbremsekablet fra bærearmen.
Understøt bærearmen med en saksedonkraft, så det hele ikke falder ned med et brag.
For at give mere plads til at få fjederbenet ud, skal forenden af bærearmen skrues løs, dette gøres ved at fjerne de 3 skruer på billedet.
Derefter skal bolten og møtrikken, der holder fjederbenet og navet samlet, fjernes. Møtrikken sad sindssygt godt fast på min bil, selvom den kun var to og et halvt år gammel, det var meget tæt på det havde kostet en top til topnøglesættet.
Beklædningen i bagagerummet blev fjernet helt, men set i bakspejlet, er jeg ikke sikker på det er nødvendigt at fjerne det helt, måske er det nok at hive den forreste del af beklædning fra.
Fjern de tre møtrikker der holder fjederbenet.
Fjederbenet er nu løst og kan lirkes ud.
Samme procedure som med de forreste fjederben.
Igen, husk at se hvilken rækkefølge tingene sidder i.
Af med den gamle fjeder.
Klem den nye fjeder sammen.
Og monter den i fjederbenet.
Monter nu fjederbenet i modsat rækkefølge af den du skildte den i.
For at få monteret det forreste beslag til bærearmen, kan det være en hjælp at bruge saksedonkraften til at presse bærearmen op på plads mens du monterer boltene.
Så er det bare med at nyde det endelige resultat.
Efterfølgende målte jeg afstan fra navet til skærmkanterne igen, og det var rent faktisk meget meget tæt på 30 mm sænkning. Inden sænkningen målte den 36,8 cm og efter 33,8 cm.
Det eneste der er tilbage er at huske at få foretaget en 4-hjuls udmåling og justering af bilen, så den ikke slider dækkene skæve.
Før og efter billede samlet.
Jeg synes selv det har givet lige præcis den sænkning der manglede, uden at være for ekstrem og ødelægge komforten i bilen.